Måned: februar 2014

Danmark er mit land

Jeg læste et blogindlæg fra en anden dansker, Lene Trunjer, som også er på udveksling herovre. Hun reflekterede over det at være dansk. Som danskere har vi en lang historie bag os. Vi tænker i århundreder, mens nordamerikanerne tenderer til at tænke i årtier. Deres nationer er forholdsvis unge. Alligevel ved mange meget om deres slægtshistorier. Hvorimod jeg kun ved at jeg  vist er 100% dansker. Der er muligvis noget tysk i mig langt tilbage, hvis jeg husker rigtigt omkring hvad min mormor og morfar har fortalt. Derudover ved jeg ikke så meget om min familie længere tilbage end mine tipoldeforældre. Nu jeg tænker over det, er det alligevel rimelig meget jeg ved, for når jeg taler med canadiere herovre, så hører jeg faktisk ikke meget længere tilbage end til deres bedsteforældre og at der vist også er noget irsk, tysk, italiensk eller noget fjerde i dem.

Der ud over reflekterer hun over at vi, os danskere ikke altid værdsætter alt det vi har – et godt socialt system (kan man sige det på dansk?), varme huse, penge at bruge og mulighed for at tage på udveksling. Med andre ord, har vi muligheden for at gøre hvad, der passer os. Jeg forstår udmærket godt hvad hun mener. Ofte stopper jeg faktisk op og tænker “hvor er jeg priviligeret”. Jeg har aldrig manglet noget, hverken materialistisk set eller familiemæssigt. Mine forældre har altid sørget for at mig og min bror havde/har det godt og jeg ved at jeg altid kan gå til dem og resten af min familie, hvis der skulle være noget jeg har brug for eller hvis der er noget jeg har det svært med. De er der for mig! Det er jeg evigt taknemmelig for! Nu bliver jeg vist list sentimental… Det kan godt være lidt svært at være så langt væk hjemmefra, når man bare nogle gange bare har brug for et kram og et “det skal nok gå”. Ikke fordi jeg har det svært, men nogle gange bliver man bare lidt presset og så er det rart med et knus.

Så tak for at I er jer og at jeg altid kan regne med jer! ❤ I ved hvem I er. Det er ikke kun min familie, som er utrolig vigtig for mig, men også mine veninder.

Det var lidt af et sidespor – en vakeægte tankestrøm så at sige. Tror jeg vil slutte af med at sige, at det føles godt med det velkendte. Dog har dette udvekslingsophold med alle sine små rejser ind i mellem tændt en rejselyst inden i mig. Plus det er gået op for mig, hvor let det kan være at rejse, uden at det behøver at koste en masse. Specielt, når man bor i Europa, hvor afstandene er noget mindre end her i Nordamerika.

Reklamer

Fun facts om Canadiere

Nu har jeg snart været i Canada i 6 måneder. Over den tid, er der nogle ting, som jeg har lagt mærke til om Canada og canadierne:

– De er altid venlige fx siger de altid undskyld, selv når det er mig, der kommer til at gå ind i dem
– De benytter leggins som bukser
– Det er billigt at købe kaffe “to go”, at spise ude og at være medlem af et fitnesscenter ($70 for 4 måneder!)
– Dog er mælk og fagbøger dyrere
– Campus: universitetet ligger et sted og er ikke spredt ud over byen, som Københavns Universitet er det. Hvis man bor på campus behøver man faktisk heller ikke at forlade det – man køber en madplan, kan gå i fitness, til timer osv.
– Der er et hav af klubber forbundet med universitetet, hvilket gør det rigtig let at møde nye mennesker og få venner.
– Studerende kører gratis med bussen. Det kunne Danmark godt tage og lære af! Transport i Danmark er dyrt.
– Man kan risikere at have en eksamen fredag aften kl. 19:30-22:30
– Det er meget varmt om sommeren og meget koldt om vinteren
– Her i Ontario ser man ikke mange kærtegn mellem folk. De krammer ikke lige så ofte, som vi gør. Det er dog en anden snak i Montreal, der kunne man godt se folk, som holdt hænder og kyssede hinanden. De er lidt mere europæiske.
– De går ikke nær så meget op i sundhed, hvilket jeg ærlig talt synes er ret befriende. Folk i Danmark går jo amok med deres sundhedstrip.
– En canadisk madret er poutine, hvilket består af pomfritter, ost og sovs

Kys kys fra mig til jer

20140215-001448.jpg

Barnet i mig: snesko og hundeslædetur

Sikke en weekend jeg havde i sidste uge! Der var mange sommerfugle i min mave og det var med en skøn fornemmelse, at jeg sidste fredag satte kursen mod nord. Målet var Algonquin Park, hvor jeg også var på kanotur. Denne gang for at komme på hundeslædetur.  Det var virkelig en helt utrolig oplevelse. Sådan noget man gør en gang i sit liv, men som man vil huske tilbage på resten af livet!

Jeg gjorde det gennem outdoor klubben, som de sidste weekender siden nytår har haft ture man kunne melde sig til. Vi var 6 afsted inklusiv vores leder.

Vi ankom om eftermiddagen. Straks efter at have fået vores værelse og kommet af med vores ting, tog vi snesko på, som man vist godt kan kalde for rimeligt antikke. Vores leder havde taget sine egne med, som var en del smartere, dog ikke lige så pæne. Stedet vi boede, er placeret helt ud til en sø, som havde et tykt lag is og oven på isen et tykt lag sne. Vi bevægede os ud på isen med skoene på. Man skulle lige lære at gå med benene forholdsvis spredt, ellers bankede skoene ind i hinanden, når man løftede foden og skulle træde frem. Vi kom dog i gang og gik en lang tur ud til nogle ishytter.

Snoe shoeDa vi kom tilbage slappede vi lidt af, hvorefter vi gik igang med at lave wraps på værelset og så åbningsceremonien fra OL. Canada har over 200 deltagere i år og forventer at overgå dem selv fra sidste vinter OL i Vancouver, hvor de vandt 26 medaljer.

Senere var vi i sauna, rullede os i sneen og i hottub. Det var lækkert!

Her boede vi. Billederne er taget lørdag morgen lige efter morgenmaden.

IMG_1157 - Version 2IMG_1158

Kl. 7 spiste vi morgenmad, hvorefter vi kørte hen til Chocpaw expeditions. De er den største udbyder af hundeslædeture i Nordamerika med lidt under 400 hunde. De er kun overgået af et firma i Finland, som har over 500 hunde.

dog kennel

DSC_0013DSC_0019

Her ses Brute og Emily, min partner, inden turen gik i gang.

DSC_0027

Vi fik en omhyggelig introduktion inden vi tog hen til hundekennelen. Der er meget ansvar forbundet med turen, da man selv står for at finde hundene til slæden, putte seler på dem og forbinde dem til slæden og styre slæden, selvfølgelig. Vi fik udleveret deres positioner foran slæden. Det var meget grænseoverskridende at hente hundene, som var helt oppe at køre og løb rundt i dere lille “have”. Dog følte jeg mig rimelig heldig, da Birch, den første hund, som jeg skulle hente, sad lige så artigt og ventede på mig da jeg kom.. Alle hundene er trænet og meget venlige, så der var reelt ikke noget at være bange for, hvilket Tiffany (fransk) oplevede. Hun er bange for hunde, men efter turen var hun ligefrem blevet glad for hundene virkede det til. Hun stod i hvert fald og aede dem, inden vi skulle aflevere dem tilbage til deres plads.

NU TIL TUREN:

Emily og jeg skiftedes til at sidde foran på slæden og styre. Selvom man sidder, betyder det ikke at man kan slappe af, for når der kommer en bakke, skulle man af og løbe op sammen med hundene. Emily havde et Go-Pro kamera – dem man ofte ser på skiferie, som er monteret fast på hjelmen. Så der kommer nok en lille video på Facebook fra turen.

Nogle gange mødte vi andre ekspeditioner og for at forhindre at hundene blev vinklet ind i hinanden eller kom i slåskamp, blev man nødt til at løbe mellem de to ekspeditioner. Det var noget af en udfordring, da hundene løb klinet op af de andre, som vi løb forbi. Jeg faldt da også over en snor, men jeg synes nu alligevel at vi var rimelig seje til at sørge for det gik glat og uden problemer.

Alt i alt var det en helt fantastisk tur!

DSC_0029 DSC_0037 DSC_0041 DSC_0045 DSC_0048

Man skal hele tiden træde på bremsen, for at sikre en stram line. Ellers sker det, som ses nedenunder.DSC_0051

 

 

 

 

 

New York: People watching

At betragte folk og forestille mig deres historie, synes jeg er vældig underholdende. Da jeg var i New York sammen med Yaltah i oktober, fik jeg taget en del billeder af folk (lidt inspireret af Humans of New York), som det efterhånden er på tide at dele med jer.

Første morgen i New York spiste vi morgenmad på The Rainbow Diner i the Bronx sammen med en tysk pige, som også couchsurfede samme sted som os (sjovt nok havde hun prøvet at lære lidt dansk, fordi hun er vild med Jussi Adler-Olsens bøger). Imens vi sidder og spiser, komplimenterer den sorte kvinde på nedenstående billede den tyske pige og siger at hun ligner en plus-size model. Derudover anbefaler hun os at drikke en masse vand, fordi hvide mennesker aldrer hurtigere end sorte! Det var et meget underholdende møde med hende.

DSC_0073

The Rainbow Diner er i 42 år blevet eget af den samme ejer og var egentligt et meget hyggeligt sted. Folk fra Manhattan betragter egentligt ikke the boroughs for at være en del af New York, men det var faktisk meget interessant at møde disse mennesker og høre deres historie. De mener selvfølgelig også at the Bronx har meget at byde på fx deres zoologiske have og botaniske have.

DSC_0075

Denne kvinde, Emily mødte vi en aften, hvor vi var lidt i vildrede angående, hvor vi ville spise. På ægte turistmanér stod vi med snuden begravet i vores guidebog, for at finde et sted i nærheden af SOHO. Hun spurgte hvad vi ledte efter og jeg begyndte at forklare, at vi gerne ville finde et sted at spise, hvor man kunne få pizza. Emily var meget hjælpsom og spurgte ind til, hvor sultne vi var og hvor langt vi var villige til at gå. Hun endte med at foreslå restauranten Spunto i the West Village, hvor hun bor. Vi begyndte at følge efter hende og faldt i snak. Hun virkede til at være en helt igennem fantastisk kvinde. Hun havde en phd i kommunikation (mener jeg at huske), som hun havde taget i Schweiz og ejer nu hendes eget firma Open Invo.

NYC spunto

De tre næste billeder er fra highlinen.

DSC_0093

DSC_0092

DSC_0097

Han syntes vist at jeg var lidt fræk at tage hans billede.

DSC_0108

DSC_0111

Fra Broadway Bites

DSC_0146_2
DSC_0120

Den sidste dag ville vi lige hurtigt i Central Park, men det fik vi ikke lov til, fordi parken var spærret af på grund af Marathon. I subwayen mødte vi denne udmattede australske kvinde, som lige var blevet færdig med løbet. Alle marathonløberne kørte gratis med subwayen den dag. Det tror jeg løberne var ret glade for!

DSC_0174